Ernæringsscreeninger udført af UNICEF og partnere i oktober identificerede næsten 9.300 børn under fem år med akut underernæring, et fald fra 11.746 i september og 14.363 i august. Selvom nedgangen viser fremskridt i behandling og forebyggelse, er tallet stadig blandt de højeste månedlige registreringer nogensinde – næsten fem gange højere end i februar 2025 under den tidligere våbenhvile.
“Selv om vi ser fremskridt, står alt for mange små børn i Gaza stadig tilbage uden den mest basale beskyttelse. Mange er akut underernærede, og endnu flere mangler trygt ly, adgang til rent vand og mulighed for at holde varmen i vinterkulden. Børnene betaler den højeste pris. De kæmper med sult, sygdom og kulde – og det bringer deres liv i reel fare. Vi skylder dem at handle hurtigt. Hvert minut tæller,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.

(Foto: © UNICEF/Nateel)
Tusindvis af fordrevne familier bor i midlertidige shelters
Flere fødevareforsyninger er kommet ind i Gaza de seneste uger, hvilket har sænket markedspriserne og forbedret familiernes adgang til mad. Mange nødvendige varer – især animalske produkter – er dog stadig utilgængelige eller meget dyre.
En UNICEF-undersøgelse i oktober viste, at to ud af tre børn under fem år kun havde spist to eller færre af de otte anbefalede fødevaregrupper i den foregående uge, primært korn, brød eller mel.
Samtidig bor tusindvis af fordrevne familier i midlertidige shelters uden varmt tøj, tæpper eller beskyttelse mod vejret. Kraftig regn har skyllet affald og spildevand ind i beboede områder og skabt oversvømmelser.
Dårlig sanitet, trængte forhold og begrænset adgang til rent vand betyder, at sygdomme spreder sig hurtigt og rammer små børn hårdest. Kombinationen af underernæring og sygdom er særligt dødelig, da de forværrer hinanden. Kulden øger kroppens energibehov markant, hvilket gør underernærede børn – uden fedt- og muskelreserver – særligt udsatte for livstruende hypotermi.
UNICEF opfordrer alle parter til at:
- Åbne alle grænseovergange til Gaza samt forenklede og hurtige godkendelsesprocedurer og tydelig prioritering af humanitære forsyninger.
- Tillade humanitær hjælp gennem alle forsyningsruter, herunder via Egypten, Israel, Jordan og Vestbredden.
- Give hurtig og omfattende adgang for alle livreddende og livsopretholdende forsyninger, herunder varer, der tidligere har været nægtet eller begrænset. For at imødekomme vand- og sanitetsbehov opfordrer UNICEF til, at vandrensningskemikalier, reservedele og udstyr til reparation, vedligeholdelse og drift af vand- og spildevandssystemer får adgang til Gaza i den nødvendige skala.

Øget ernæringsindsats i Gaza
UNICEF har øget sin ernæringsindsats i Gaza, især i Gaza By, hvor hungersnød blev bekræftet i august. Antallet af behandlingssteder for akut underernæring er steget fra syv til 26 siden våbenhvilen, hvilket giver flere børn adgang til livreddende behandling.
Siden våbenhvilen har UNICEF også leveret over 5.000 familietelte, 247.000 presenninger, 692.000 tæpper, 50.500 madrasser og 206.000 sæt vintertøj.
Indsatsen inkluderer også kontantstøtte til udsatte familier, udpumpning af oversvømmelsesvand, forstærkning af regnvandsbassiner, oprydning af afløb og vandløb samt opbygning af sandsække for at forhindre oversvømmelser på steder med internt fordrevne.
UNICEF har også nået hårdt ramte områder, der tidligere ikke har modtaget hjælp – som Jabalia i det nordlige Gaza – hvor ødelæggelser og manglende basale tjenester gør familierne særligt sårbare.
Men de uddelte forsyninger bliver ikke genopfyldt hurtigt nok, selvom store mængder vinterudstyr venter ved grænserne. UNICEF opfordrer derfor til hurtig, sikker og uhindret adgang for humanitær hjælp til Gazastriben i overensstemmelse med international humanitær lov.
